Brølere

Brølere er fortællinger om det, man ønsker, ikke var sket. De nærmest råber for at blive fortalt, til trods for at de vækker blandede følelser hos både fortæller og tilhører. Som med vanefortællingen hører de enhver institution til: Det er ikke muligt aldrig at begå fejl. Og vi har alle brug for at indrømme det, i hvert fald til personer, hvor vi ved, fortællingen har betydning, og vi håber, at den trods alt bliver taget godt imod. I Kommunikationskultur kan du læse mere om, hvordan brølere oftere opstår, når vi ikke kender konteksten, og bogens øvelser knyttes endvidere til denne forståelse.

 

Brølerne indeholder naturligt fortællingens klassiske elementer: Et scenarium præsenteres, personer introduceres, interessen vækkes, en handling går i gang, spændingen stiger – her næsten til det uudholdelige. Der er ingen vej tilbage. Spændingen forløses, og historien slutter måske med en morale. Når man fortæller brølere forløses spændingen ofte i befriende latter. Den humoristiske tilgang er også vigtig i en arbejdsmæssig sammenhæng. Brølere skaber fællesskab og solidaritet, ligesom den følelsesorienterede fortælling gør det, og det bevirker, at man kan lægge hændelsen fra sig som noget, man nu kan se tilbage på, klog af erfaring. Brølere giver mulighed for at lægge en nødvendig distance til fortiden, sådan at man kan komme videre.

 

Brølere kan opleves som en provokerende form for fortælling, men de kan kun fortælles, hvis de er forbundet med erfaring og refleksioner. De er ikke egnet til offentliggørelse i en bredere forstand, men der ligger et vigtigt budskab i forhold til ens nærmeste samarbejdspartnere i at kunne sige: Jeg har begået en brøler. Så indrømmer man, at man har begået en fejl, og spørger indirekte, om man kan tilgives. At indrømme en fejl er stort, at kunne grine sammen og lægge distance til hændelsen er befriende.

 

Du kan læse mere om brølere og deres rolle i personalesamarbejdet i Pædagogiske praksisfortællinger.