Den problemorienterede fortælling

Den problemorienterede fortælling er ligesom den følelsesorienterede fortælling fyldt med følelser, stemninger og oplevelser. Men her er hovedfokus på de problemstillinger, der kalder på fortsatte refleksioner over, hvordan man kan handle på nye måder. Hvor er vi nu, og hvor kan vi bevæge os hen?

 

Den problemorienterede fortælling afsluttes ikke med en konkret pointe eller et resultat, pointen er eftersøgningen efter den bedste fortsættelse. Den problemorienterede fortælling leder efter pejlemærker, der angiver, om vi er på rette vej. Dette beskrives nærmere i Pædagogiske praksisfortællinger. Problemorienterede fortællinger ligner dermed de fortællinger, man vil kunne identificere i supervision af pædagogisk arbejde: De søger efter problemet i problemet og efter samarbejde, refleksioner og afprøvninger.

 

Modtagerens rolle, etik og respons vil således også skulle matche disse vilkår. I bogen Kommunikationskultur beskrives, hvordan bestræbelserne på at finde den bedste fortsættelse konkret kan afprøves i form af rollespil eller forumteater. Denne afprøvning sikrer yderligere indlevelse i de roller og positioner, følelser og fornemmelser, som praksisfortællingen antyder. I denne bog lægges der derfor også vægt på, hvordan den problemorienterede fortælling kan anvendes til at opøve kommunikative kompetencer, og bogens øvelser knytter sig hertil. Her findes ligeledes en række fortællinger, der er velegnede til sådanne øvelser.

 

Den problemorienterede fortællings styrke er dens fokus og energi, der er rettet mod udvikling af praksis. Det gør dens potentiale enormt. Den fortælles i forsøget på at forstå, begribe og skabe mening. Den problemorienterede fortælling er tillige nem at kombinere med andre fortællingstyper, der kan bidrage med nye perspektiver. Som med den følelsesorienterede fortælling vil den oftest blive fortalt i et lukket og fortroligt forum, men den fortjener udbredelse i et bredere forum i en mere anonymiseret form på grund af dens eksemplariske kvaliteter.