Solskinshistorier

Solskinshistorien har sammen med succesfortællingen fokus på det positive: Det, der virker, det, der lykkes og skaber glæde hos pædagogen, der fortæller, og hos den, der lytter. I solskinshistorien er det barnet, brugeren, beboeren, institutionen eller måske selve sagen, der er i fokus, eller helten i fortællingen – ikke pædagogen selv. Pædagogen illustrerer i fortællingen, hvordan vedkommende beriges gennem arbejdet og mødet med fortællingens personer.

 

Solskinshistoriens vigtigste funktion ligger i dens positivt afsmittende effekt på andre. Den positive effekt kan også være selvforstærkende, således at der skabes en positiv udviklingsspiral. Man udvikler således positive forventninger til relationen og responderer positivt. Disse reaktioner mærkes og udløser tilsvarende positive reaktioner. Med positive forventninger dannes stærkere relationer. Solskinshistorier kan derfor skabe sammenhold og tilknytning mellem mennesker. Man kan også forestille sig, at man gennem arbejdet med solskinshistorien og succesfortællingen kan hente energi og erfaringer, som man kan benytte i vanskeligere situationer.

 

Solskinshistorier er egnede som præsentation for omverdenen: De er et billede på det, vi gerne vil vise udadtil. Derfor vil de ofte have deres berettigelse f.eks. i forældresamarbejdet eller på institutionens hjemmeside. Men solskinshistorier bør, selvom de er positive, ikke stå alene, hvis man bredt betragter institutionens kommunikation. Man skal også kunne fortælle om det, der er behæftet med problemer. Her kommer andre fortællingstyper til deres ret.

 

Du kan læse mere om solskinshistorien i Pædagogiske praksisfortællinger. Du kan endvidere sætte fokus på dens betydning for forskellige samtaler i det pædagogiske arbejde gennem arbejdet med bogen Kommunikationskultur.