Vanefortællinger og kontrastfortællinger

Vanefortællingen er negativt ladet og er ikke i sit udgangspunkt ressourceorienteret. Den kendetegnes ved en ureflekteret og stemplende beskrivelse af barnet, brugeren eller beboeren. Den afspejler ikke centrale pædagogiske værdier, men trange kommunikationsmønstre og vil ofte tjene til selvbekræftelse, f.eks. i forhold til, at udvikling eller handling ikke er mulig, og at man selv gør det rigtige.

Vanefortællingen er dermed ikke i sig selv befordrende for udvikling af pædagogisk praksis, men det er vigtigt, at den ikke gøres "forbudt", fordi alle kan komme i situationer, hvor man mister overblik og udsyn. I et sundt samarbejde bør der både være plads til positive og negative fortællinger, og det kan i sig selv være et udtryk for udviklingsbestræbelser, at man vover at fortælle om ens mere ureflekterede sider.

Vanefortællingen bør i stedet være omgærdet af praksisfortællingens etik: Man har som leder, kollega eller medstuderende en forpligtelse til at hjælpe fortælleren med at undersøge andre perspektiver og muligheder. Dette kan f.eks. bestå i at søge efter kontrast- eller modfortællinger, der fungerer som modvægt til negativiteten. Vanefortællingen egner sig således kun til offentliggørelse, hvor den ledsages af undersøgende spørgsmål eller en kontrastfortælling. Da kan den tjene til at illustrere følelsesmæssige problemstillinger i forbindelse med pædagogisk arbejde.

I Pædagogiske praksisfortællinger kan du læse mere om, hvordan man i personalegruppen kan arbejde med vanefortællingen f.eks. ved at stille hinanden opgaver om at lave kontrastfortællinger.

I Kommunikationskultur kan du læse mere om trange kommunikationsmønstre, deres oprindelse og betydning samt om, hvordan man kan arbejde med at undgå at havne i sådanne mønstre. Bogens øvelser sætter ligeledes fokus på vanefortællinger.