Vendepunktfortællinger

Vendepunktfortællingen er karakteriseret ved en overraskende vending. Pludselig tager forløbet med barnet, brugeren eller beboeren en ny drejning i en positiv retning, og pædagogen oplever en ny erkendelse eller ny forståelse. Pædagogen bringes ind i nye tankebaner.

 

I Pædagogiske praksisfortællinger pointeres, at vendepunktfortællingen kræver åbenhed hos pædagogen: Man skal have øje for det overraskende og opleve det som noget positivt. Dette kræver også, at man er sig det almindelige og rutineprægede bevidst. Det er på baggrund af det almindelige, at billedet af det overraskende tegnes. Det giver anledning til refleksioner over, hvad der skaber overraskelsen.

 

Vendepunktfortællingen er altså særlig relevant, hvor pædagoger ønsker at undersøge og evaluere egen praksis, og den kan sammen med succesfortællingen anvendes til at diskutere forholdet mellem det spontane og det planlagte. Vendepunktfortællingen kan også fortælles som et modstykke til vanefortællingen.

 

I bogen Kommunikationskultur sættes fokus på de roller og positioner, der kendetegner pædagogisk arbejde. Her kan du også læse mere om betydningen af, at pædagogen har øje for det overraskende og kan lære nyt i mødet med den anden. Bogens øvelser sætter ligeledes fokus på betydningen af vendepunkter.