Den følelsesorienterede fortælling

Anne fortæller til sin klasse: Frygten for Kristian

 

Jeg er i lønnet praktik på Solhøj, et bosted for demente. I torsdags havde jeg vagt sammen med Tove, som jeg ikke havde mødt før. På grund af travlhed fik vi ikke rigtigt gennemgået beboerne og aftalt et samarbejde. Pludselig ser jeg Kristian, en ældre beboer, løbe hen imod mig med armene løftet, som om han vil slå mig. Han ser helt vild ud i ansigtet, håret stritter til alle sider, og han har fråde om munden. Han råber noget, jeg ikke forstår. Ud ad øjenkrogen ser jeg, at de andre beboere stivner. De er bange for ham. Jeg registrerer, at Tove er væk. Jeg mærker et sug i maven, og mit hjerte begynder at hamre løs. Jeg prøver at få min stemme under kontrol, da jeg siger: Kristian, jeg vil gerne hjælpe dig. Men min stemme lyder svag, og jeg er svimmel af angst. Pludselig træder Tove ind foran mig og lægger hænderne beroligende på Kristians skuldre. Hans arme falder ned, og hans blik bliver mere nærværende. Tove og Kristian sætter sig sammen i sofaen. Kristian har glemt, hvad han ville og rækker ud efter kaffekoppen. Jeg bliver overvældet af skam. Hvorfor bliver jeg så bange for Kristian, er jeg ikke professionel nok? Hvad mon Tove tænker? Og hvordan mon Kristian har det?