Den problemorienterede fortælling

Nedenstående fortælling er et af eksemplerne fra Kommunikationskultur.

 

Per, en rolig og kærlig dreng

 

Jeg vil fortælle om Per, der er 11 år og lige begyndt at gå i vores klub efter skoletid. Han har tidligere gået i SFO, men har nu nået aldersgrænsen. Per beskrives af skolen som en normaltbegavet, men noget umoden dreng. Per har fra starten haft mange problemer med de andre børn, han kommer hele tiden op at slås eller skændes, og det foregår tit meget voldsomt. Han søger ikke de voksnes hjælp, og selvom vi har sagt, at han skal kalde på en voksen, når han begynder at råbe eller slås, så gør han det ikke. Dagligdagen bliver præget af, at vi render rundt og "samler op" efter Per. Han er en konstant kilde til uro, og det har ikke været muligt at se noget mønster i konflikterne.

 

På sin vis virker han som en meget ulykkelig og ensom dreng, der har mistet troen på de voksne. Forældregruppen er også begyndt at presse på, fordi Per har fået et ry som en, der slår, og han slår hårdt. Vi har også observeret, at de andre børn griner hånligt af Per. Vi ved fra skolen, at det også går dårligt der, og at man har haft samtaler med forældrene, som ikke kan se, at de har andel i Pers problemer. Skolen siger, at forældrene oplever Per som en meget kærlig dreng, og at han i hjemmet er rolig. Skolen har peget på familierådgivning, men forældrene har afslået dette med begrundelse i, at familien netop ikke oplever problemer derhjemme. Vi er en helt almindelig familie, har Pers mor sagt. Samarbejdet med skolen er gået i hårdknude.

 

Forældrene har henvendt sig til os og bedt om en samtale, fordi det er gået så galt med Per i skolen, og de udtrykker store forventninger til, at man kan få vendt billedet af Per. Klubben skal være en ny chance for Per, siger forældrene, et sted, hvor han kan slappe af efter skoletid og have det godt med de andre børn. Et sted, hvor man kan se, at Per er en god og kærlig dreng. Men, hvor skal man nu ende og begynde?