Vanefortællinger og kontrastfortællinger

Ida fortæller om Henrik – en machoman på 5 år

 

Jeg er rigtig godt træt af Henrik. Det barn er altid imod. Jeg kan aldrig få ham til at passe sig ind. Han er et konstant forstyrrende element i vores ellers dejlige hverdag i børnehaven. Det gælder ved spisning, det gælder ved samling, det gælder på legepladsen, på ture, aktiviteter, hele vejen rundt. Jeg må nok konstatere, at vores kemi ikke passer sammen, han byder mig virkelig imod med sit frække sprog og flabede attituder. Han skal virkelig være en mand og efterligner faderen i stor stil. Han bakker ham i øvrigt også op i det på alle måder. –Hvor har du lært at bande sådan, spurgte jeg Henrik forleden. – Det siger min far, at man godt må, svarede han rask. Jeg synes virkelig, den sociale arv stikker hovedet frem her.

 

Proceskommentarer

 

Det er tydeligt, at selvom Ida er vred og irriteret, så har hun det heller ikke godt med situationen. Hverken Henrik eller Ida oplever positiv respons eller positivt samvær. Ida er låst fast i sin negative forståelse. Derfor beslutter personalegruppen sig til at give Ida en opgave: Hun skal til deres næste møde fortælle om en situation, hvor Henrik viser noget, han er god til, velvidende at alle mennesker rummer sådanne ressourcer. Ida opfordres altså til at lave en solstrålehistorie eller en vendepunktfortælling. Måske kan Ida ikke skabe en hel fortælling i løbet af den kommende uge, derfor er det udgangspunktet, at Ida blot skal finde noget positivt og fortælle om det. I næste omgang kan Ida så få til opgave at skabe basis for en succesfortælling. Ida kunne også få til opgave at fortælle vanefortællingen på en ny og mere positiv måde.