Vendepunktfortællinger

Mariannes beslutning

 

Jeg er bostøtte for Marianne, en ung skizofren kvinde. Det har været et hårdt forløb gennem næsten et år, ja ikke kun for mig, men også for Marianne. Det er det der med kontakt, som kan være så svært for mange med Mariannes erfaringer. Marianne har bedt om bostøtte, fordi hun godt ved, at hun ellers ikke vil kunne klare sig i egen lejlighed, men hun har også tydeligt vist, at hun ikke er glad for, at jeg skal indenfor i hendes hjem. Det har betydet meget lange timer præget af tavshed og mine forsøg på at skabe kontakt til Marianne. Tiden, der næsten står stille. En luft så tyk, at man kan skære i den. Nedrullede gardiner. Bortvendte rygge. Korte og afvisende svar. Og min voksende tvivl om min opgave, om Marianne, og om mine egne evner som pædagog. En endeløs række af supervisionssamtaler, hvor jeg prøver at genvinde modet og fornuften. Og så pludselig en dag en kaffekop, en småkage, et åbent vindue mod solen og en Marianne, der smiler forsigtigt, men venligt og imødekommende. Marianne har truffet sit valg. Jeg føler en utrolig glæde ved at opleve Mariannes fremskridt, det er SÅ flot, at hun tør. Den beslutning bliver et vendepunkt i Mariannes liv, jeg ser en helt ny styrke i hende.